Del: - -

10 råd til forebyggelse af stress

Hvordan forebygger man stress på arbejdspladsen? Vi har samlet gode råd, der udpeger 10 fokuspunkter i stressforebyggelsen. Rådene er tænkt som en tjekliste til arbejdsmiljøgruppen, men kan også være gode at kende til for hele arbejdspladsen. 

Under hvert af rådene gemmer sig et værktøj, der kan inspirere til, hvordan I konkret kan håndtere forebyggelse af stress. En oversigt med de 10 råd kan også hentes her. Del dem på jeres arbejdsplads. 

1. Vurdér arbejdspladsens aktuelle stressniveau

Brug for eksempel stresstrappen til at drøfte, hvilket trin I befinder jer på, og om alle er på samme niveau. Overvej, hvad der kan bringe arbejdspladsen mod den tempererede fase, hvor krav og ressourcer balancerer. 
Find stresstrappen i værktøjet 'Forstå og forebyg stress'

2. Tjek balancen mellem krav og ressourcer

Sørg for i dialog med ledelsen af få overblik over, hvilke krav der er særligt stress-belastende, og hvilke ressourcer der forebygger stress. Vurdér krav/ressource- balancen både for arbejdsgruppen som helhed og for medarbejdere i farezonen.
Læs mere om dette i materialet 'Forstå og forebyg stress

3. Lav de nødvendige prioriteringer

I en situation, hvor I ikke kan nå det hele, er det vigtigt at aftale, hvad der er særlig vigtigt og haster. Et sådant fælles billede af prioriteringerne aflaster den enkelte, og det bør både skabes i hele personalegruppen og i dialogen mellem leder og medarbejder. 
Få støtte til prioriteringen med dette værktøj

4. Find mening i kerneopgaven

 At man leverer et godt stykke arbejde, der giver værdi for andre, er med til at give mening i arbejdet og forebygge stress. Derfor er det vigtigt, at I løbende sætter kerneopgave og kvalitet på den fælles dagsorden.
Find inspiration i dette hæfte

5. Udform en stresspolitik

Aftal, hvordan I arbejder med stressforebyggelsen, og skriv det ned i en politik. Afklar, hvordan I vil holde politikken levende og omsætte den til en aktiv indsats. Og aftal at revidere politikken løbende, så den hele tiden tilpasses arbejdspladsens ændrede forhold. På offentlige arbejdspladser er det aftalt i overenskomsterne, at der skal udarbejdes retningslinjer for den samlede indsats for at identificere, forebygge, håndtere og bearbejde stress. 
Find inspiration på etsundtarbejdsliv.dk her

6. Integrér indsatsen i jeres øvrige arbejdsmiljøarbejde

Stress er tæt forbundet med andre arbejdsmiljøspørgsmål. Derfor kan I også bruge for eksempel APV'en i det forebyggende arbejde og derigennem styrke den organisatoriske læring. 
Læs mere om APV arbejdet her

7. Sørg for, at alle reagerer på stressignaler

Stress kan tages i opløbet, hvis årsagerne bliver opdaget og håndteret i tide. Derfor bør I på arbejdspladsen diskutere, hvordan den enkelte skal reagere, hvis han eller hun har mistanke om stress hos sig selv – eller en kollega. 
Læs mere her

8. Hjælp hinanden med at hjælpe

At kunne støtte hinanden både fagligt og socialt er en vigtig ressource i stressforebyggelsen. Der er derfor brug for at skabe de nødvendige rammer for den kollegiale støtte. 
Giv for eksempel teamet mulighed for en dialog om opgaver, der henholdsvis dræner og giver energi. Eller find inspiration til, hvordan teamets medlemmer kan bruge sparring og supervision her.

9. Vær særligt opmærksomme ved forandringer

Både små og store forandringer kan rykke ved balancerne i arbejdsmiljøet. Tænk dét med i forandringsprocessen, og vær opmærksom på, at vi ofte reagerer forskelligt på forandringer. 
Find inspiration på etsundtarbejdsliv.dk, eller læs om forskellige reaktioner på forandringer i 'Forstå og forebyg stress'

 

10. Hav ledelsens opbakning

For at undgå stress på arbejdet er det vigtigt for både arbejdsmiljøorganisationen og den enkelte leder, at organisationen som helhed bakker op om indsatsen for at forebygge stress. Dialogen med højere ledelseslag er afgørende for at afstemme forventninger til indsatsens mål og midler. Det er arbejdsgiverens ansvar, at arbejdet er sikkert og sundt. 
Læs mere på et sundtarbejdsliv.dk her


Senest revideret den 12. august 2024