Temadag: Når bølgerne går højt

Del indhold:

Kom konflikter godt i møde, og håndtér de svære situationer bedre. Tilmeld dig temadagen den 27. oktober på Hotel Nyborg Strand.

At arbejde inden for velfærd og offentlig administration er forbundet med høj mening og glæde, når man lykkes godt med sit arbejde og de relationer, man indgår i. Det sker heldigvis langt hen ad vejen, men ikke altid og ikke i alle situationer. Med denne temadag får du mulighed for at fordybe dig i det svære, der kan opstå i arbejdet.

Temadagen er for alle BFA’s brancher. Både de arbejdspladser, hvor uenigheder og konflikter ikke sker så tit, og de arbejdspladser, hvor borgerne, patienterne og eleverne – eller deres forældre og pårørende oftere er i pressede situationer eller møder krav, der er vanskelige for dem – og derfor reagerer uhensigtsmæssig og med risiko for medarbejdere og ledere.

På temadagen vil du møde nogle af de stærkeste faglige kapaciteter, få mulighed for dialog med ligesindede fagfæller samt få redskaber fra BFA med hjem.

Program for alle

Hvad betyder det for sikkerhed og sundhed, når bølgerne går for højt?

Jesper Pihl-Thingvad er ledende psykolog og forskningsleder på Arbejds- og Miljømedicinsk Klinik på Odense Universitets Hospital.

Jesper Pihl-Thingvad deler sin viden om BFA’s brancher og fortæller om sin forskning. Blandt andet hvordan høje følelsesmæssige krav, vold og trusler kan påvirke de ansatte, og hvordan det øvrige arbejdsmiljø kan påvirke de særlige belastninger, man kan opleve i arbejdet med mennesker. I får bud på, hvad I som arbejdsplads kan gøre for at forebygge udvikling af mentale helbredsproblemer, når bølgerne går for højt.

Hvordan er konflikter, vold og chikane uden for arbejdstid omfattet af arbejdsmiljølovgivningen?

Inger Wesenberg Sandgrav er kontorchef i Arbejdstilsynet.

Digital chikane og hændelser, der sker uden for den faste arbejdsplads eller arbejdstid er også situationer, I som arbejdsplads skal være opmærksom på. Inger Wesenberg Sandgrav fortæller om arbejdsmiljølovgivningens regler på det område, og om hvordan I kan finde og få hjælp hos Arbejdstilsynet, når det gælder konflikter, vold og chikane.

Er I godt klædt på, når bølgerne går højt?

Marianne Adelhardt Jensen er erhvervspsykolog og arbejdsmiljørådgiver hos Human House.

Når bølgerne går højt, er det vigtigt, at den enkelte ansatte, såvel som hele arbejdspladsen, er klædt på til at håndtere konflikten og forebygge, at den løber af sporet – og evner at balancere regler og faglighed med samarbejde og åbenhed i mødet med dem, vi arbejder med. Ellers kan det ende i mistrivsel – både for borger og ansatte. I workshoppen får du en række gode greb til at forebygge både organisatorisk, hvad der er brug for at gøre internt på arbejdspladsen – og i selve kontakten med dem, vi arbejder med.

Etiske dilemmaer, når bølgerne går højt – identificering og håndtering

Jacob Birkler er filosof, tidl. formand og medlem af Etisk råd og forfatter til et hav af bøger om etik, omsorg og behandling.

På velfærdsområdet opstår der etiske dilemmaer, når ’mennesker arbejder med mennesker’. Det kan være i forbindelse med omsorgs- og behandlingsopgaver, hvor myndighedspersoner oplever et krydspres. Situationer, hvor der skal træffes nogle vanskelige valg, hvor man som fagperson bliver sat på en hård prøve. Grundværdier såsom respekt, ansvar og professionalisme udfordres, hvor det, jeg skal eller kan gøre, ikke hænger sammen med det, jeg bør gøre. Fokus rettes mod identificering og håndtering af det etiske dilemma i hverdagens arbejde.

Workshops

Når du tilmelder dig temadagen, får du mulighed for at vælge mellem seks forskellige workshops.  Læs mere om de enkelte workshops her.

Målgruppe

Temadagen er for ledere, arbejdsmiljørepræsentanter, TR’er og konsulenter, der arbejder med arbejdsmiljø/HR. Du arbejder inden for vores brancher, fx hjemmepleje, dag- og døgntilbud, børn- og ungehjem, hospitaler, skoler, undervisning, forskning, offentligt kontor/administration eller privat praksis.

Praktisk info 

Kom gerne flere sammen fra jeres arbejdsplads, eller kom solo. Vi sørger for muligheder for at netværke med andre. Tilmeldingsfristen er den 25. august.

Der er et begrænset antal pladser, så meld jer til i god tid.

Tilmelding

Hotel Nyborg Strand

Dato: 27. oktober 2025
Tilmeldingsfrist: 25. august 2025

Tilmeld dig her
💰
Pris: 750 kr.

Har du brug for at vide mere?

Har du spørgsmål til programmet, så kontakt:

Lise Keller
lke@bfa.dk | 20906812

Har du spørgsmål til tilmeldingen, så kontakt:

Terese Thomsen

tth@bfa.dk | 27847803

Gæstetræf

På temadagen bliver der lejlighed til at møde og tale med flere af BFA’s samarbejdspartnere.

Du møder bl.a. Det Nationale Center for Arbejdsmiljø, (NFA), Arbejdstilsynet, Vold som Udtryksform, SPARK (Samarbejde om Psykisk Arbejdsmiljø i Kommunerne), Sammen om, PUF (Parternes UddannelsesFællesskab) med flere.

Download invitationen

Du kan downloade invitationen til temadagen her.

I invitationen finder du oversigten over dagens fælles programpunkter samt en præsentation af de seks workshops, du kan vælge imellem. 

 


Senest revideret den 13. juni 2025