Et samarbejde om et stærkere arbejdsmiljø

Del indhold:

BFA Velfærd og Offentlig Administration tilbyder gratis, skræddersyede forløb, der hjælper ledere og tillidsvalgte med at styrke arbejdsmiljøindsatsen. I samarbejde med Besøgsteamets konsulenter arbejder I både med jeres konkrete arbejdsmiljøudfordringer og styrker samtidig jeres systematiske arbejdsmiljøarbejde.

Skab en målrettet og varig arbejdsmiljøindsats

Arbejdsmiljøet gennemsyrer hele organisationen og er i sidste ende afgørende for, hvor godt – og om – vi lykkes med vores arbejde. For når arbejdsmiljøet halter, kan det få mange konsekvenser: dårligere samarbejde, højere sygefravær, flere konflikter eller fysiske gener.

Men et godt arbejdsmiljø kommer ikke af sig selv. Det kræver en vedvarende og systematisk indsats. En indsats, hvor alle aktører – uanset niveau – har mulighed for at bidrage med det, de kan, og tager ansvar for det, de skal. Derfor tilbyder Besøgsteamet heller ikke enkeltstående oplæg, men et samarbejde, der understøtter netop den langsigtede forankring hos jer.

Et forløb med Besøgsteamet er for jer, der vil styrke jeres arbejdsmiljøindsats i forhold til udfordringer, som går på tværs af flere lokale arbejdspladser i jeres organisation. I samarbejde med jer skaber vi en arbejdsmiljøindsats, hvor I kan:
  • arbejde med jeres arbejdsmiljøudfordringer

  • omsætte idéer til handling og igangsætte konkrete initiativer

  • styrke jeres egen handlekraft i arbejdsmiljøarbejdet

  • understøtte det langsigtede, systematiske arbejdsmiljøarbejde

  • sikre forankringen af arbejdsmiljøarbejdet på tværs af organisationen

Besøgsteamet tilbyder altså ikke bare ét besøg, men et skræddersyet forløb, tilpasset jeres behov, ønsker og situation. Samtidig har konsulenterne altid et skarpt blik for, hvordan man skaber gennemgribende forandringer og varig forankring – også under de komplekse og udfordrende vilkår, der præger BFA’s brancher.

Du kan læse mere om de forskellige aktiviteter og elementer i et forløb her.

Målgruppen for samarbejdet og indsatsen

En vellykket og bæredygtig arbejdsmiljøindsats kræver, at alle niveauer i organisationen inddrages og aktiveres – både de centrale beslutningstagere, de lokale repræsentanter og dem der imellem. På den måde giver indsatsen både værdi på tværs og lokalt.

Fundamentet for forløbet er et stærkt samarbejde med jer, der arbejder med arbejdsmiljø på tværs af flere arbejdspladser og har en rolle i jeres AMO, MED, SU eller ledelse. Præcis hvilket niveau samarbejdet skal forankres i, vil afhænge af jeres organisering og arbejdsmiljøudfordringer. Ledelsens opbakning og engagement er en afgørende forudsætning for, at indsatsen lykkes og dermed også en forudsætning for et forløb med Besøgsteamet.

I forløbet igangsætter vi arbejdsmiljøindsatser, der er rettet mod flere arbejdspladser med fælles arbejdsmiljøudfordringer. Forløbet vil altså på forskellig vis involvere og inddrage både jer, der arbejder med arbejdsmiljøet på tværs og de lokale arbejdsmiljørepræsentanter, tillidsrepræsentanter og ledere hos jer. 

Er I en enkelt institution eller arbejdsplads, som fx én skole, et dagtilbud eller et mindre hospitalsafsnit, der søger løsninger på jeres lokale problemer, anbefaler vi i stedet, at I søger støtte hos interne konsulenter eller en arbejdsmiljørådgivning.

Kontakt os for at høre mere om mulighederne for samarbejde


BFA Velfærd og Offentlig Administrations tilbud og arrangementer er til arbejdspladser inden for følgende brancher: Undervisning, hospitaler, døgninstitutioner, dagtilbud, hjemmepleje, offentlig administration, uddannelse og forskning samt privatpraktiserende.


Arbejdspladserne kan være organiseret i kommuner, regioner, privat praksis, statslige og selvejende organisationer.


Senest revideret den 27. december 2025