Inspiration og konkrete værktøjer til at få arbejdsmiljøarbejdet ud over rampen
Strategisk ArbejdsmiljøLab: Fra strategi til handling er 3 timer med fokus på refleksion, videndeling og konkrete værktøjer. Vi stiller skarpt på den rolle og opgave, I som konsulenter og koordinatorer har – og hvordan I kan navigere i de barrierer, muligheder og dilemmaer, der er i spændet mellem de strategiske beslutninger og praksis.
Med afsæt i BFA’s værktøjer arbejder vi med forventninger, roller og samarbejde i det strategiske arbejdsmiljøarbejde, og hvordan de lokale initiativer kan styrkes på arbejdspladserne. Vi taler om de benspænd, der typisk opstår i arbejdsmiljøarbejdet, og er sammen nysgerrige på, hvordan man kommer fra strategi til handling.
I får mulighed for at dele erfaringer og idéer med hinanden, og de erfarne arbejdsmiljøkonsulenter fra BFA’s Besøgsteam deler også ud af deres erfaringer fra tidligere Strategisk ArbejdsmiljøLabs og fra deres samarbejder med arbejdsmiljøprofessionelle i hele landet.
Målgruppe
Strategisk ArbejdsmiljøLab er for dig, der er arbejdsmiljøkonsulent, arbejdsmiljøkoordinator eller HR-konsulent og arbejder med strategiske arbejdsmiljødagsordener i kommuner, regioner, på det statslige eller selvejende område (herunder privatpraktiserende mv.).
Er du ikke en del af denne målgruppe og brancher kan vi ikke tilbyde dig en plads og du vil blive afmeldt.
En del af Strategisk ArbejdsmiljøLab
Strategisk ArbejdsmiljøLab består af en række selvstændige labs, der hver især sætter fokus på centrale dele af arbejdsmiljøarbejdet. Ud over dette Lab udbydes også to Strategisk ArbejdsmiljøLab: Fra handleplan til forankring for en udvidet målgruppe i efteråret 2026. Deltag i ét eller flere forskellige Strategisk ArbejdsmiljøLab alt efter jeres behov og aktuelle udfordringer i arbejdsmiljøarbejdet.
Tidligere deltagere på Strategisk ArbejdsmiljøLab har været særligt glade for:
At få klarhed over deres egen rolle og opgave
At kunne drøfte sine udfordringer med andre og få konkrete idéer og input, man kan arbejde videre med.
At få øje på, hvordan medindflydelse og medinddragelse kan bruges mere aktivt
At få nye, brugbare input fra BFA’s materialer
(Kilde: Evaluering af afholdte Strategisk ArbejdsmiljøLabs fra 2024)
Praktisk information
Arbejdsmiljøkonsulenterne fra BFA’s Besøgsteam står for dagen og sørger for både materialer, lokale og let forplejning (kaffe, kage og frugt, men ikke frokost). Transporten til og fra står I selv for.
Deltagelse er gratis – uanset hvor mange I deltager fra samme arbejdsplads – men tilmelding er nødvendig, da der et begrænset antal pladser.