Sæt ord på uønsket seksuel opmærksomhed i omsorgsarbejdet

Del indhold:

Med dette værktøj arbejder I med at skabe en god og tryg dialog om uønsket seksuel opmærksomhed i omsorgsarbejdet. Her skal I bruge dialogkort til at sætte jer selv i andres sted; som medarbejder, som kollega og som leder.

Med værktøjet kan I få en bredere forståelse af, hvad uønsket seksuel opmærksomhed kan betyde på jeres arbejdsplads, og samtidig udvikle et fælles sprog til at tale om det. I skal arbejde med at se dilemmaer fra andres perspektiv og med at sætte ord på episoder med uønsket seksuel opmærksomhed,

 

Brug værktøjet, når I vil forebygge og håndtere uønsket seksuel opmærksomhed og skabe en tryg og åben dialog om et emne, der ofte er tabubelagt. I kan også bruge værktøjet, når I følger op på en arbejdspladsvurdering, eller ved en episode af ikke alvorlig karakter.

Det er vigtigt, at en tovholder, har sat sig ind i værktøjet, inden I går i gang. Tovholderen kan for eksempel være en leder, en arbejdsmiljørepræsentant eller en tillidsrepræsentant. Uanset hvem der tager rollen som tovholder, er det afgørende, at der også deltager repræsentanter fra arbejdsmiljøgruppen eller andre nøglepersoner, som kan føre processen videre.

Du skal forvente at bruge 15 minutter på forberedelse.

  • Læs værktøjet grundigt igennem: Sæt dig godt ind i materialet, så du kender formålet, indholdet og de enkelte trin.
  • Print arbejdsark: Overvej at printe arbejdsark og materialer, så deltagerne har noget fysisk at arbejde med og tage med sig. Sørg også for skrivegrej, flipover eller andet, I kunne få brug for.
  • Planlæg grupper: Lav en plan for, hvordan grupperne skal dannes, og hvordan arbejdet skal tilrettelægges.

Når I er færdige med at arbejde med værktøjet, skal tovholderen og arbejdsmiljøgruppen sørge for at afsætte tid til at følge op på diskussionen og beslutte, hvem der gør hvad, hvordan og hvornår.

Vil du vide mere?

Vil du arbejde med andet og mere med uønsket seksuel opmærksomhed, så se publikationen "Krænkende handlinger af seksuel karakter".


Senest revideret den 30. juli 2025