Formålet med værktøjet er at skabe et trygt og åbent rum, hvor I kan dele oplevelser og refleksioner med hinanden. Det tager afsæt i situationer, der påvirker arbejdsmiljøet, men som ikke er af alvorlige karakter. Gennem dialogen får I mulighed for at afklare, hvordan lignende episoder bedst håndteres – så alle ved, hvad de skal gøre, hvis noget tilsvarende sker på jeres arbejdsplads.
Brug værktøjet, når I vil forebygge og håndtere uønsket seksuel opmærksomhed og skabe en tryg og åben dialog om et emne, der ofte er tabubelagt. I kan også bruge værktøjet, når I følger op på en arbejdspladsvurdering, eller ved en episode af ikke alvorlig karakter.
Det er vigtigt, at en tovholder, har sat sig ind i værktøjet, inden I går i gang. Tovholderen kan for eksempel være en leder, en arbejdsmiljørepræsentant eller en tillidsrepræsentant. Uanset hvem der tager rollen som tovholder, er det afgørende, at der også deltager repræsentanter fra arbejdsmiljøgruppen eller andre nøglepersoner, som kan føre processen videre.
Herunder kan du se en gennemgang af værktøjets dele
Du skal forvente at bruge 15 minutter på forberedelse.
- Læs værktøjet grundigt igennem: Sæt dig godt ind i materialet, så du kender formålet, indholdet og de enkelte trin.
- Print arbejdsark: Overvej at printe arbejdsark og materialer, så deltagerne har noget fysisk at arbejde med og tage med sig. Sørg også for skrivegrej, flipover eller andet, I kunne få brug for.
- Planlæg grupper: Lav en plan for, hvordan grupperne skal dannes, og hvordan arbejdet skal tilrettelægges.
I videoen her kan du se nogle tips til dig som tovholder
Når I er færdige med at arbejde med værktøjet, skal tovholderen og arbejdsmiljøgruppen sørge for at afsætte tid til at følge op på diskussionen og beslutte, hvem der gør hvad, hvordan og hvornår. I værktøjet finde I inspiration til, hvordan I kan komme videre med arbejdet.
Vil du vide mere?
Vil du arbejde med andet og mere med uønsket seksuel opmærksomhed, så se publikationen "Krænkende handlinger af seksuel karakter".