Ved at se nærmere på situationer, hvor du har følt dig ekstra glad, stolt eller fuld af energi i dit arbejde, kan du opdage, hvad der virkelig betyder noget for dig – og hvordan du kan skabe mere af den arbejdsglæde i hverdagen.
Brug dette værktøj til at blive mere bevidst om, hvad der skaber arbejdsglæde for dig. Værktøjet kan bruges som opvarmning til en fælles snak om jeres samarbejde og relationer med et anerkendende fokus.
Det er vigtigt, at en tovholder, har sat sig ind i værktøjet, inden I går i gang. Tovholderen kan for eksempel være en leder, en arbejdsmiljørepræsentant eller en tillidsrepræsentant.
Du skal forvente at bruge 5 minutter på forberedelse.
- Læs værktøjet grundigt igennem: Sæt dig godt ind i materialet, så du kender formålet, indholdet og de enkelte trin.
- Print arbejdsark: Overvej at printe arbejdsark og materialer, så deltagerne har noget fysisk at arbejde med og tage med sig. Sørg også for skrivegrej, flipover eller andet, I kunne få brug for.
Der kan opstå spørgsmål og usikkerhed eller benspænd og modstand undervejs i processen – det er helt naturligt. Overvej derfor på forhånd, hvad der vil kunne dukke op, og hvordan du vil håndtere dette. Så er du bedre forberedt og kan skabe en tryg og konstruktiv dialog.
Du kan for eksempel overveje:
- Hvilke spørgsmål kan der opstå?
- Hvor kan der være tvivl eller bekymringer?
- Hvad kan spænde ben for processen?
- Og hvad vil du gøre, hvis der kommer kritik eller modstand?
Vil du vide mere?
Vil du arbejde med flere værktøjer om høje følelsesmæssige krav, så se publikationen "Kollektive og individuelle redskaber." Du kan også læse mere om følelser på job i publikationen "Viden om følelser på job."