Følelser på job

Følelser har en betydning for opgaveløsning og samarbejde, ligesom arbejdet har en følelsesmæssig betydning for de ansatte. Med nye materialer ønsker BFA at støtte arbejdspladser i at forstå og handle konstruktivt på følelser både som individ og som arbejdsfællesskab.

Sæt fokus på følelser i arbejdslivet

Udover de følelser, der opstår i det daglige samarbejde med kolleger og ledere, opstår der også følelser i forhold til arbejdsopgaven. Det kan være følelser som glæde og stolthed, når arbejde og samarbejde lykkes. Men det kan også være følelser som skam og frygt, hvis opgaverne synes svære at løse, eller det er svært at leve op til egne eller omverdens kvalitetskrav.

Når det gælder arbejdet med mennesker, er der en særlig risiko for, at medarbejderne bliver udsat for høje følelsesmæssige krav. Det vil sige, at man som medarbejder skal rumme mange oplevelser og følelser.

Læs, hvordan høje følelsesmæssige krav er omfattet af arbejdsmiljølovgivningen.

Vigtigt at kunne bearbejde følelser

En yderligere belastning er, at det ikke altid er muligt at reagere på sine følelser. Man må bevare den professionelle tilgang overfor borgeren. Derfor er det i nogle typer arbejde særligt vigtigt at have mulighed for at bearbejde de følelser, der opstår i arbejdet med borgerne.

Materialer fra BFA om følelser på jobbet

BFA Velfærd og Offentlig Administration har udarbejdet forskellige materialer i form af podcasts, øvelser og metoder. Med materialerne ønsker BFA at støtte arbejdspladser i at forstå og handle konstruktivt på følelser både som individ og som arbejdsfællesskab.

Nogle af materialerne formidler viden, andre er øvelser, der enten træner jer i at sætte ord på følelser, træner fortolkning og håndtering af følelser, eller som I kan bruge i fællesskab på arbejdspladsen til at støtte hinanden fagligt og socialt.

Hør podcastserien: Følelser på job

Se tilknyttede videoer til materialet her