Her er sag og person stadig adskilt. Blot vil vi ikke det samme, og problemet skal bare løses.
Nu bliver det afgjort, om konflikten udvikler sig destruktivt eller ej. Fra at være en sag bliver problemet personligt. Man tolker den andens ord og kropssprog og danner sig fantasier - men det hele foregår inden i én selv. Man diskuterer og argumenterer med sig selv, tvivler på sig selv, tvivler på den anden og ender tit med at konkludere, at det er den anden, der er noget galt med.
Hvor man før har sagt ja, siger man nu nej – men man siger ikke højt hvorfor. Konflikten optrappes i det stille, uden det umiddelbart er til at se, hvad der sker. Hvis den anden også trækker sig og ikke bringer sagen åbent frem, vil der tit også opstå tolkninger og indre billeder inden i den anden.
Måske begynder den anden at tvivle på sig selv eller på modparten. Gamle sager kan dukke op. Magtesløshed og andre følelser indblandes. Nu er person og sag også blandet sammen for den anden.
Nu er konflikten vokset så meget indeni, at det bliver nærliggende at snakke højt om den til andre. Det kan gælde for begge parter.
Sladder bruges til at forstærke det indre billede, man har af den anden. Man tester, om man har fælles ’fjendebilleder’ med andre og bliver bekræftet i, at man har ret. Skulle den person, det drejer sig om, komme forbi, vil der ofte opstå tavshed. Man står på sin ret og ser hinanden som forkastelige personer.
Konflikten er blevet en stor del af adfærdsmønstret. Man bruger megen energi på at kontrollere sine egne tanker og reaktioner. I denne fase er det som om rummet mellem personerne er tømt for energi.
Al energi bliver inden i hver enkelt person. Det bliver vigtigt at kontrollere, hvad der kommer ud af munden. Det, kroppen og hovedet er fyldt af, kan man ikke få sagt.