Struktur og nærhedsprincip
Det er arbejdsgiverens ansvar at etablere en arbejdsmiljøorganisation (AMO), der passer til arbejdspladsens størrelse og under hensyn til et nærhedsprincip.
AMO’ens størrelse og struktur bestemmes blandt andet ud fra arbejdspladsens geografiske udbredelse, ledelsesstruktur og arbejdets organisering. Princippet er, at det skal være let for de ansatte og medlemmerne af AMO at komme i kontakt med hinanden.
En stor organisation har to niveauer med arbejdsmiljøgrupper (AMG) som det nederste niveau og et arbejdsmiljøudvalg eller MED-udvalg i øverste niveau.
AMG dækker en del af arbejdspladsen og er bindeled mellem de ansatte og den overordnede AMO.
Spørgsmål I kan stille jer selv:
Oplever I, at I dækker jeres del af arbejdspladsen og de ansatte?
Har I kontakt til alle faggrupper og arbejdssteder under jeres område?
Hvis ikke, hvad kan I gøre for at fremme dialogen mellem personale og AMG?
Hvordan løser I bedst opgaven under de givne rammer?
Hvis I mener, der er brug for flere ressourcer, mere tid eller flere repræsentanter for at løfte jeres opgaver tilfredsstillende, kan I foreslå det for arbejdsgiveren eller arbejdsmiljøudvalget.
Find regler og inspiration
Værktøj: Etablerer et godt opgaverettet fællesskab i arbejdsmiljøgruppen.
Samling: Kom godt i gang med arbejdsmiljøarbejdet – flere værktøjer, der kan hjælpe jer med at skabe systematik i jeres arbejde.
Overblik: Arbejdsmiljøorganisationens lovpligtige opgaver
Overblik: Hvem gør hvad i arbejdsmiljøindsatsen
Bekendtgørelsen om systematisk arbejdsmiljøarbejde beskriver regler om arbejdsmiljøorganisationens størrelse og struktur.
Forebyg problemer proaktivt
Arbejdsgiveren har pligt til at gennemføre en arbejdspladsvurdering (APV) og involvere hele arbejdsmiljøorganisationen (AMO). Arbejdsmiljøgruppen (AMG) spiller ofte en væsentlig rolle i arbejdet.
Ved at arbejde systematisk og kontinuerligt med APV kan I forebygge problemer proaktivt. I kommer på forkant i stedet for at vente med at reagere, til der er problemer.
I skal lave en systematisk risikovurdering hver gang, der sker noget, der kan påvirke arbejdsmiljøet.
Systematik med årshjul
Arbejdet med APV består af flere faser, der er beskrevet nærmere i vores tema om APV.
BFA anbefaler, at I sætter relevante APV-faser i årshjulet, så det regelmæssigt kommer på dagsordenen.. På den måde sikrer I systematik i APV-arbejdet,
Få input fra de ansatte og få det op i systemet
I skal også sørge for input fra de ansatte til jeres APV-arbejde. Det kan I sætte i system på flere måder. BFA foreslår:
Send opfordringer ud på Intra, via mail eller på personalemøder.
Sæt en arbejdsmiljø-postkasse op, hvor de ansatte løbende kan lægge sedler i.
Sæt tid af i kalenderen til et besøg, hvor I kan snakke med de ansatte og se, hvad de laver. Det er især relevant, hvis I dækker arbejdssteder eller faggrupper, som ikke er direkte repræsenteret i AMG.
Saml løbende input i en fysisk eller digital notesbog, så de ikke bliver glemt.
Tag jeres input med på næste møde i AMG. Se om der er et mønster, der giver anledning til bekymring.
Sørg for at sende iagttagelser og bekymringer videre op i systemet til for eksempel arbejdsmiljøudvalget eller MED.
Find regler og inspiration
Tema: APV - arbejdspladsvurdering - artikler, video og værktøjer om APV
Værktøj: Årshjulet: Skab systematik i jeres arbejdsmiljøarbejde
Bekendtgørelse om systematisk arbejdsmiljøarbejde beskriver reglerne om APV
AT-vejledning om systematisk arbejdsmiljøarbejde, herunder samarbejde om arbejdsmiljø supplerer bekendtgørelsen.
I skal planlægge indretningen og kontrollere arbejdsforholdene
Arbejdspladsen skal indrettes, så det er sikkert og sundt at udføre arbejdet. En god indretning gør det lettere at udføre sit arbejde og bidrager til trivsel. Selve bygningen skal leve op til de regler, der var gældende, da den blev bygget eller væsentligt renoveret.
Som arbejdsmiljøgruppe (AMG) skal I være med til at planlægge jeres arbejdssteders indretning i dialog med arbejdsgiver og relevante ledere. Det gælder både, når I indretter arbejdspladsen første gang, og når I flytter rundt eller får nye installationer.
Hvis I planlægger ændringer i indretningen, der kan påvirke arbejdsmiljøet, skal I gennemføre en risikovurdering.
I skal desuden kontrollere, at arbejdsforholdene, herunder indretningen, er sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarlige.
Hvis I opdager problemer, I ikke selv umiddelbart kan løse, skal I forelægge det for MED- eller arbejdsmiljøudvalget.
Relevante spørgsmål, I skal stille
Her er de vigtigste arbejdsmiljøhensyn, I skal medvirke til at sikre i indretningen. Brug for eksempel listen, hvis I laver en rundering på arbejdspladsen, eller når I skal medvirke til ny indretning.
Er der plads nok til at udføre arbejdet, herunder plads til nødvendige hjælpemidler og inventar?
Er der udsyn og tilstrækkeligt lys og mulighed for solafskærmning på arbejdspladsen og i pauserum?
Er støj- og akustikforholdene tilfredsstillende?
Er flugtvejene frie, og er adgangsforholdene velfungerende?
Kan rengøringen komme til, og er overfladerne nemme at holde fri for støv?
Er bygningen i en forsvarlig stand – er der risiko for vandskade eller nedstyrtning?
Kan inventaret indstilles tilfredsstillende for den enkelte?
Er det muligt at holde en temperatur året rundt, der passer til arbejdet?
Er det muligt at få frisk luft via vinduer eller ventilationssystemer?
Er der adgang til de nødvendige velfærdsforanstaltninger, for eksempel hvilesteder til gravide og spiserum?
Er der god balance mellem æstetik og funktionalitet?
Få indflydelse på byggeprocesser
Arbejdsmiljøorganisationen skal inddrages, hvis jeres arbejdsgiver har planer om at bygge om, renovere eller bygge nyt. Her vil der ofte være mulighed for, at en eller flere fra AMG kan indgå i et byggeudvalg sammen med bygherre, rådgivere og entreprenører. I kan læse her, hvordan I kan få indflydelse på byggeprocesser.
Få vedligeholdelse af bygninger sat i system
BFA anbefaler, at I sammen med arbejdsgiveren sætter vedligeholdelse af bygninger og installationer i system. For eksempel skal ventilationsanlæg renses med jævne mellemrum for at fungere optimalt, og utætheder i klimaskærmen skal repareres, før der opstår vandskader, der kan medføre fugt og skimmel indenfor.
Find regler og inspiration
Tema: Indretning af arbejdspladsen – regler, inspiration og gode råd
Tema om indeklima: Støj, lys og luft – regler inspiration og gode råd
Bygningsreglementet fastsætter reglerne for nye og væsentligt renoverede bygninger.
Bekendtgørelse om skiftende arbejdssteders indretning gælder for eksempel, når I arbejder i borgerens eget hjem
AT-vejledning om arbejdsstedets indretning supplerer bekendtgørelserne på området.
Hvert år skal arbejdsgiveren holde en arbejdsmiljødrøftelse med arbejdsmiljøudvalget eller arbejdsmiljøorganisationen. Det er ikke noget krav, at arbejdsmiljøgruppen (AMG) deltager, men drøftelsen skal evaluere tidligere mål og fastsætte nye, så det er vigtigt, at der kommer input til drøftelsen fra hele arbejdspladsen via AMG.
BFA anbefaler, at I
forbereder, hvad I gerne vil have AMO til at drøfte på arbejdsmiljødrøftelsen
følger systematisk op på de nye besluttede mål fra arbejdsmiljødrøftelsen
sætter opfølgning og forberedelse ind som faste punkter i årshjulet.
I kan spørge jer selv i AMG:
Hvornår er den årlige arbejdsmiljødrøftelse?
Har vi en rolle i at nå årets målsætninger fra den seneste arbejdsmiljødrøftelse, og hvor langt er vi?
Har vi input til arbejdsmiljødrøftelsen? For eksempel:
Hvad har vi opnået i år?
Hvad er vores status på den aktuelle APV-handleplan?
Er der opstået nye problematiske forhold i arbejdsmiljøet?
Har AMG behov for kompetenceudvikling eller støtte, som kunne drøftes på den årlige arbejdsmiljødrøftelse?
Find regler og inspiration
Artikel: Den årlige arbejdsmiljødrøftelse i arbejdsmiljøorganisationen
Bekendtgørelsen om systematisk arbejdsmiljøarbejde beskriver reglerne for den årlige arbejdsmiljødrøftelse
Hvis I ikke har kompetencer til at gennemføre jeres arbejdsmiljøarbejde og forebyggende tiltag, skal I indhente ekstern bistand efter aftale med arbejdsgiveren.
I større organisationer kan arbejdsmiljøgruppen (AMG) måske få hjælp fra en HR-afdeling, eller I kan inddrage en ekstern arbejdsmiljørådgiver.
Vurdér jeres egne kompetencer:
Ved I nok om den opgave, I skal løse? Er der noget nyt, I skal være opmærksom på.
Vurder kompetencerne hver gang, I står med nye udfordringer, hvis en indsats ikke virker, eller der kommer nye ind i AMG.
Find regler og inspiration her:
Find inspiration og hent værktøjer til kompetenceafklaring i temaet: Drøft kompetencerne til arbejdsmiljøarbejdet
Få overblik over de arbejdsmiljørådgivere, som Arbejdstilsynet har autoriseret her.
Reglerne om at indhente sagkyndig bistand i arbejdsmiljøarbejdet fremgår af Bekendtgørelse om systematisk arbejdsmiljøarbejde, kapitel 2 og 5.
I skal undersøge og rapportere arbejdsulykker og nærved-ulykker
Arbejdsmiljøgruppen (AMG) skal undersøge og rapportere arbejdsulykker og nærved-ulykker, så hele organisationen kan samle op og lære af hændelserne. I skal også medvirke til at forebygge gentagelser. Ulykker dækker også over hændelser med vold og trusler.
På mange arbejdspladser findes systemer til indrapportering af arbejdsulykker. Det er jeres opgave i AMG at rapportere ind i systemet, så arbejdsmiljøorganisationen og HR kan trække data ud, analysere og se mønstre på tværs af afdelinger.
I kan spørge jer selv i AMG:
Hvem rapporterer hos os?
Hvad skal vi rapportere?
Hvor detaljeret skal vi rapportere?
Hvornår skal vi rapportere?
Ved arbejdsmiljørepræsentanter og ledere, hvad de skal gøre?
Hvordan kan vi forebygge ulykker og psykisk vold hos os?
BFA anbefaler, at I forholder jer til spørgsmålene med jævne mellemrum og som minimum, når der kommer nye arbejdsmiljørepræsentanter og ledere på arbejdspladsen.
Find regler og inspiration
§ 31 i Bekendtgørelse om systematisk arbejdsmiljøarbejde beskriver reglerne om arbejdsmiljøgruppens opgaver i forhold til ulykker.
Tag udgangspunkt i forebyggelsesprincipperne
Arbejdsgiveren skal planlægge og tilrettelægge arbejdet, så det kan udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarligt. Denne opgave uddelegeres i praksis til arbejdslederne. Arbejdsmiljøorganisationen (AMO) skal deltage.
Jeres rolle i arbejdsmiljøgruppen (AMG) kan være at bidrage til dette. BFA anbefaler, at I tager udgangspunkt i forebyggelsesprincipperne, der er fastsat ved lov. På den måde kan I sikre en sammenhæng mellem jeres daglige arbejde og en forebyggelse af risici.
Hvad skal planlægges og tilrettelægges?
At planlægge og tilrettelægge arbejdet handler blandt andet om, at
fordele forskellige typer opgaver og vagter mellem de ansatte
prioritere og skabe sammenhæng mellem opgaver og ressourcer
beslutte hvor mange, der skal arbejde i et team eller løse en konkret opgave
vælge teknologier og hjælpemidler til opgaven
vælge metoder og teknik til opgaveløsningen og fastlægge kvalitetsniveauet
give mulighed for sparring og lignende.
Sæt planlægningen i system
Se jævnligt på, hvordan arbejdet er planlagt og
tilrettelagt. Gør det som minimum hver gang, der
skal ske forandringer i opgaver, som påvirker arbejdets udførelse eller arbejdsmiljøet.
Lav en risikovurdering af jeres fund. Giver det problemer, eller kan det potentielt give problemer?
Hvis ja, kan de løses ved at planlægge og tilrettelægge arbejdet på en anden måde?
Kan I måske finde inspiration i andre AMG’er på arbejdspladsen?
Del jeres gode og dårlige erfaringer i organisationen, så I bliver en lærende arbejdsplads.
Find regler og inspiration
Godtarbejdsmiljo.dk er udgivet af Branchefællesskabet for Arbejdsmiljø for Velfærd og Offentlig administration (BFA). Her finder du mange materialer og værktøjer, I kan bruge inden for forskellige arbejdsområder og typiske udfordringer. Søg selv rundt på hjemmesiden efter det, der er relevant for jeres arbejdsplads.
Bekendtgørelse om arbejdets udførelse beskriver reglerne om planlægning og tilrettelæggelse af arbejdet.
Hold øje med, om der sker oplæring og instruktion
Arbejdsgiveren (i praksis uddelegeret til lederen) skal sørge for, at medarbejderne bliver oplært og instrueret til at udføre deres arbejde sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarligt. Det er for eksempel at lære at bruge de rigtige metoder og hjælpemidler og følge instrukser om brug af værnemidler.
Arbejdsmiljøgruppen (AMG) skal holde øje med, at det sker.
Sådan kan I holde øje
BFA anbefaler, at I holder øje ved for eksempel at
undersøge, om der er procedurer, der sikrer, at alle har de nødvendige kompetencer, og at de bliver vedligeholdt – for eksempel med jævnlige kursusdage
vurdere, om oplæringen har den nødvendige kvalitet og omfang
undersøge, om nye medarbejdere, elever, studerende og praktikanter får en god modtagelse
bidrage til, at elever og praktikanter oplever et lærings- og arbejdsmiljø, der understøtter hinanden
spørge kollegerne, om de er klar til arbejdet, oplever at have de rette kompetencer til kerneopgaven, og om de har og kan bruge de rette hjælpemidler og teknik i arbejdet
være nysgerrige på, hvordan hjælpemidler bliver brugt, og om det er i overensstemmelse med vedtagne metoder.
Hvis I erfarer, at medarbejdere mangler oplæring, eller at de ikke følger deres instrukser, skal I gå til arbejdsgiveren med jeres viden.
Find regler og inspiration
Artikel: Faglig oplæring og ansvarsfordeling - særligt for medarbejdere, der arbejder i borgerens eget hjem.
Værktøj: Sikkert fodfæste i praktik og oplæring - til arbejdsmiljøgruppen, der vil arbejde med oplæring af praktikanter og studerende
Tidslinje og tjekliste til den gode modtagelse - en inspirationsramme, der både favner det personlige hensyn og kravet om introduktion til opgaven.
Forløb: God start i oplæring - målrettet social- og sundhedsområdet
Bekendtgørelse om systematisk arbejdsmiljøarbejde beskriver arbejdsgiverens pligt til oplæring og instruktion.
AT-vejledning om systematisk arbejdsmiljøarbejde, herunder samarbejde om arbejdsmiljø supplerer bekendtgørelsen.
Arbejdsgiveren (i praksis uddelegeret til arbejdslederen) skal sørge for, at der føres tilsyn med, at de ansatte udfører arbejdet sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarligt.
Tilsynet skal holde øje med
at de ansatte udfører arbejdet på en farefri måde
at oplæring og instruktion har været tilstrækkelig
at planlagte forebyggende tiltag er egnede til formålet og muligt for den ansatte at bruge
at eventuelle fejl og mangler bliver påtalt og rettet.
Hvem gør hvad i organisationen?
Arbejdsmiljøudvalget (AMU) eller tilsvarende i det øverste niveau i arbejdsmiljøorganisationen skal kontrollere, om de forebyggende tiltag fungerer efter hensigten, og de skal holde jer i arbejdsmiljøgruppen (AMG) orienteret om det. De kan også på arbejdsgiverens vegne bede jer om at bidrage til kontrol og tilsyn.
AMG skal gøre arbejdsgiveren og AMU opmærksom på det, hvis der opstår forhold, der indebærer en risiko for medarbejderes sikkerhed og sundhed. Det er ikke AMG’s opgave at påtale og rette fejl over for kollegerne.
BFA anbefaler, at arbejdslederen kan føre tilsynet ved løbende at
gå en rundering og være nysgerrig på forholdene (fysiske og psykosociale) og de forebyggende tiltag
spørge ind til arbejdet og oplæring ved en MUS-samtale
iværksætte måling for eksempel af støj og luftkvalitet
lægge mærke til de fysiske og psykiske arbejdsmiljøforhold
undersøger om de nødvendige hjælpemidler er tilgængelige på arbejdspladsen.
etc.
Find regler og inspiration
Værktøj: Safety Observer - til runderinger. Udviklet af Det Nationale Center for Arbejdsmiljø til runderinger.
§ 31 i Bekendtgørelse om systematisk arbejdsmiljøarbejde - beskriver arbejdsmiljøgruppens rolle.
AT-vejledning om systematisk arbejdsmiljøarbejde, herunder samarbejde om arbejdsmiljø supplerer bekendtgørelsen.