Del: - -

9 gode råd om at undgå ulykker til fester

Hold fest, men planlæg den på en måde, så I alle kan komme sikkert igennem den. Det gælder uanset, om det er personalefest eller fest for brugere, elever eller pårørende.

Tekst og foto: journalist Lone Bolther Rubin

Hold endelig fest med hinanden på arbejdspladsen. Det giver øget arbejdsglæde og et bedre kendskab til hinanden. Fest for beboere og pårørende kan også være en god idé til at skabe et godt forhold til hinanden.

Men fest og alkohol gør os lidt mere kåde og uopmærksomme, og dermed stiger risikoen for at komme til skade. Det er dyrt – både for arbejdsgiver og arbejdstager.

Derfor er der et par ting, I kan gøre for at minimere risikoen – særligt i planlægningsfasen. Vi bringer et par gode råd:

1. Undgå glat gulv i baren
Der spildes altid mere på gulvet ved baren, så det er en god idé at have et skridsikkert underlag – evt. et tæppe eller rustikt trægulv. Et tæppe mindsker også risikoen for glasskår, som man potentielt kan skære sig på.

2. Undgå glat dansegulv
Sørg for, at dansegulvet ikke skal passeres med drinks, øl, mad og lignende i hånden. Placér ikke bar og dansegulv lige op ad hinanden. Dermed kan I undgå spildte væsker på dansegulvet, som øger risikoen for at falde.

3. Sørg for at inventar og lign. kan holde
Kan bordene holde til, at der danses på dem? Og hvad med de gamle stole fra kælderen? Kan de nu også holde til den overvægtige eller en, der vipper på den? Kan baren vælte eller scenen brase sammen? Kan en balkon holde til en større flok? De fysiske rammer skal kunne holde til aktiviteterne.

4. Tape ledninger og tæpper til gulvet
Musik og bar kræver måske, at der skal trækkes ledninger og lægges tæpper ud. Undgå risiko for faldulykker ved at tape ledninger og tæppekant helt tæt til gulvet.

5. Undgå eller markér niveauforskelle
Ofte holdes festen et sted, man ikke er vant til at færdes på den måde. Derfor kan man være uopmærksom på eventuelle niveauforskelle. De kan mærkes af med advarselstape. Bedst er det at undgå niveauforskelle. Desuden vil det være uhensigtsmæssigt at holde festen på en anden etage end toiletterne.

6. Servér de varme drikke der, hvor de skal drikkes
Undgå situationer, hvor festens deltagere kommer til at balancere med en kop varm kaffe i hånden blandt vilde dansegæster. Servér kaffen i termokander dér, hvor den skal drikkes.

7. Overvej hvornår eventuelle lege skal afvikles
Festudvalg har det med at ville overgå hinanden i fantasifulde (og sjove) udfordringer. Men limbo, rodeotyre og bueskydning skal måske ikke afvikles, når folk er mest berusede. Skal deltagerne have bind for øjnene - er det måske bedst at gøre det, inden festen begynder...

8. Overvej regler for deltagelse i lege mv.
Ved nogle aktiviteter kan man f.eks. kræve, at deltagerne skal smide skoene – kvinderne for at få de høje hæle væk – mændene for at være solidariske.

9. Stearinlys må ikke kunne antænde noget
Sørg for, at levende lys ikke står i nærheden af gardiner, eller så de på anden måde kan antænde noget, når de brænder ned. Fyrfadslys bliver meget varme, og de bør stå på et underlag beregnet til formålet. Almindelige glas kan let revne på grund af varmen. Undgå at bruge lange lys, der kan vælte og antænde en dug, en serviet eller andet bordpynt.

Læs om regler og ansvar for sikkerheden ved festlige lejligheder her


Senest revideret den 29. november 2023