Del: - -

Gevinster

Hvis virksomheden har en høj social kapital, arbejder medarbejdere og ledelse godt sammen. Det gør, at de ofte kan finde løsninger i fællesskab, som kan øge produktiviteten og kvaliteten yderligere – og samtidig styrke arbejdsmiljøet.

Virksomhedens sociale kapital er den egenskab, der sikrer, at ledelse og medarbejdere i fællesskab kan løse virksomhedens kerneopgaver. I praksis forudsætter det, at ledelse og medarbejdere kan samarbejde, og at samarbejdet er baseret på en høj grad af tillid og retfærdighed.

Hvorfor arbejde med den sociale kapital?

Fordi der er en klar sammenhæng mellem social kapital og virksomhedens performance. Undersøgelser viser, at produktiviteten er højere, når den sociale kapital er høj, og når medarbejderne oplever at blive behandlet retfærdigt og tillidsfuldt af ledelsen. De viser også, at en stærk tillid kan være en buffer, når høje krav i arbejdet belaster. Og omvendt: At uretfærdighed skaber mere stress på arbejdspladsen.

En høj social kapital er også et godt fundament for at få noget konstruktivt ud af uenigheder og interesseforskelle i virksomheden. Det giver et godt grundlag for at imødegå forandringer og øget konkurrence.

                   "Man kan sige, at udfordringen ligger i at slå bro mellem det nærhedsprincip, der gælder for den enkelte medarbejder, og så det fællesskab, der eksisterer i organisationen."

Kim Dremstrup, Institutleder, Aalborg Universitet.


Senest revideret den 04. december 2024