Regler om støj på arbejdspladsen
Ingen må uden beskyttelse udsættes for en støjbelastning over 85 dB(A) eller for kortvarige støjspidser over 137 dB(C). Arbejdsrum skal også være forsvarligt isoleret mod støj udefra.
Grænsen på 85 dB(A) gælder den samlede støjbelastning (gennemsnit) over en arbejdsdag på otte timer. Jo højere støjen er, jo kortere tid må man udsættes for den. For hver stigning på 3 dB(A) bliver tiden halveret.
Det betyder, at 85 dB(A) i otte timer svarer til 88 dB(A) i fire timer eller 91 dB(A) i to timer. Det forudsætter, at støjen resten af arbejdsdagen er væsentligt lavere.
Når støjen overstiger 80 dB(A), skal arbejdsgiveren stille høreværn til rådighed.
Du finder reglerne i Bekendtgørelse om beskyttelse mod udsættelse for støj i forbindelse med arbejdet.
Læs også: Forstå dB-skalaen.
Forstyrrende støj skal også forebygges
Det er sjældent, at støjbelastningen overstiger grænseværdierne på arbejdspladser som skoler, daginstitutioner, kontorer, hospitaler og plejehjem. Men støjen kan stadig være et problem.
Derfor siger reglerne, at unødig støj skal undgås. Støjen skal holdes så lav, som det er rimeligt muligt. Det gælder også, når støjen ligger under grænseværdierne.
Læs mere om, hvordan I forebygger og dæmper støj, i vores tema Støj på arbejdspladsen.
Krav til rummenes akustik
Arbejdsrum skal have en god akustik, der passer til det arbejde, som foregår i rummene.
Bygningsreglementet stiller krav til lydforhold i bygninger. Det gælder blandt andet støj fra andre rum, støj fra tekniske anlæg og efterklangstid. Efterklangstid er den tid, det tager for lyden at dø ud i et rum.
I skoler og daginstitutioner er der særlige krav til efterklangstiden. Kravene afhænger af, hvad rummene bruges til. For kontorer og hospitaler findes der vejledende værdier, som kan bruges, når bygninger skal indrettes.
Du finder reglerne i Bygningsreglementets kapitel 17 om lydforhold.
Se også Bygningsreglementets vejledninger om lydforhold:
Læs også vores artikel om særlige regler for støj i rum med børn og unge.
Arbejdstilsynets vejledninger
Tema om støj: Arbejdstilsynet har samlet en lang række råd, regler og vejledninger om støj under ét samlet tema.
Et støjsvagt arbejdsmiljø: Vejledning er rettet mod medlemmer af arbejdsmiljøorganisationen og indeholder temaer som måling af støj, indkøb af maskiner og akustisk regulering.