Gå på opdagelse i jeres arbejdsmiljø og forebyg muskel-og skeletbesvær

Del indhold:

Med dette værktøj skal I tage udgangspunkt i konkrete arbejdssituationer ved brug af billeder fra jeres egen hverdag. I får indsigt i, hvordan I bedst muligt indretter jer og forebygger problemstillinger relateret til muskel- og skeletbesvær.

Med dette værktøj kan I tage fat i konkrete situationer fra hverdagen og komme med forslag til, hvordan tingene kan forbedres. I arbejder med de fysiske rammer på jeres arbejdsplads og får en god dialog om, hvorvidt de understøtter – eller måske udfordrer – jeres arbejdsmiljø.

Brug værktøjet, når I vil forebygge muskel- og skeletbesvær på arbejdspladsen – særligt dér, hvor medarbejdere oplever smerter eller ubehag i forbindelse med arbejdet. I kan også bruge værktøjet, når I har fået nyt udstyr eller nye arbejdsstationer og vil sikre en god start med fokus på arbejdsmiljøet

Det er vigtigt, at en tovholder, har sat sig ind i værktøjet, inden I går i gang. Tovholderen kan for eksempel være en leder, en arbejdsmiljørepræsentant eller en tillidsrepræsentant. Uanset hvem der tager rollen som tovholder, er det afgørende, at der også deltager repræsentanter fra arbejdsmiljøgruppen eller andre nøglepersoner, som kan føre processen videre.

Du skal forvente at bruge 15 minutter på forberedelse.

  • Læs værktøjet grundigt igennem: Sæt dig godt ind i materialet, så du kender formålet, indholdet og de enkelte trin.
  • Print arbejdsark: Overvej at printe arbejdsark og materialer, så deltagerne har noget fysisk at arbejde med og tage med sig. Sørg også for skrivegrej, flipover eller andet, I kunne få brug for.
  • Planlæg grupper: Lav en plan for, hvordan grupperne skal dannes, og hvordan arbejdet skal tilrettelægges.

Når I er færdige med at arbejde med værktøjet, skal tovholderen og arbejdsmiljøgruppen sørge for at afsætte tid til at følge op på diskussionen og beslutte, hvem der gør hvad, hvordan og hvornår. I værktøjet finde I inspiration til, hvordan I kan komme videre med arbejdet.

Vil du vide mere?

Vil du arbejde med andet og mere for at forebygge MSB, så se publikationen "Metodehæfte: Forebyg muskel- og skeletbesvær".


Senest revideret den 30. juli 2025