Del: - -

Tager bevidstheden med på tur

Kropsbevidsthed og evnen at tage den tid, det tager. Det er Jan Bondes opskrift på godt fysisk arbejdsmiljø, også når man er på tur

Tekst og foto: journalist Lone Bolther Rubin
Jan Bonde går helt ned i knæ, da han hjælper Heidi med at få sejlet omkring sig. Hun bliver hejst op på hesten med lift, og der er hele tiden støtte omkring hende.

Aktivitetscenter Skovly i Norddjurs kommune er på udflugt. Det er den ugentlige tur til Stutteri Birkegaarden i Feldballe, hvor fem beboere får rideterapi.

Bevidst om egen krop og arbejdsstilling

Jan Bonde er socialpædagog og forflytningsinstruktør, og han er hele tiden i bevægelse - går til arbejdet fra flere sider og bringer sig tæt på opgaven.

- Det er vigtigt, at man skaber en bevidsthedskultur, hvor man ikke kun er bevidst om den pædagogiske opgave, men også om sin egen krop og arbejdsstilling, siger Jan, mens han behændigt og kærligt hjælper næste rytter op på hesten.

Det er egentlig ikke hans ansvar. Stutteri Birkegaarden stiller nemlig fysioterapeut til rådighed og påtager sig ansvaret for rytternes sikkerhed fra det øjeblik, de kommer ind i ridehallen. Men Jan vil gerne være med - han går også med rundt ved siden af hesten. Til det formål har han sikkerhedssko på.

Tid til at bevæge sig rigtigt

Ellers er der ikke den store forskel i måden at arbejde med beboerne på, end når de er hjemme. Enhver lille opgave har et pædagogisk sigte, og han tager sig tid til den - ligesom han tager sig tid til at passe på sig selv.

- Man ser tit nogen, der lige rækker ind over en borger i stedet for at gå om på den anden side, men det tager jo kun nogle få sekunder at gøre den forskel, som betyder noget for dig selv. Det gør ikke noget, at ting tager tid, forklarer han og tilføjer:

- Når man er bevidst om sit arbejde på den måde, så kan man også klare de uforudsete ting, der sker, når man er på tur og i det hele taget, når man arbejder med mennesker. Så finder man gode løsninger, hvis for eksempel terrænet er uegnet til kørestole.

Altid forudseende

Rideterapeut Lene Friis går med Heidi og hest udenfor. På hesten sidder en "bagrytter", og en hjælper trækker hesten. Hendes opmærksomhed er skærpet. En gren, der knækker eller en forskrækket fasan kan ændre hele situationen.

- Vi gør meget ud af at vælge nogle heste med et roligt temperament, men de er dyr, og de kan blive forskrækkede. Derfor tænker vi altid forud på, hvad der kan se. Skal du holde en forskrækket hest, kan det godt rykke hårdt i skulderen, fortæller Lene Friis, mens hun bemærker en hare, der løber over vejen 50 meter fremme. Hesten bemærker ikke noget.

Lene Friis har været ridefysioterapeut en gang om ugen i fire år. Kun en enkelt gang har hun oplevet, at en handikappet rytter faldt af.

- Det er en grim oplevelse, hvor man kan føle skyld og blive ked af det. Det skal bearbejdes bagefter. Men udbyttet for de handikappede overgår risikoen, understreger hun.

En fordel at være i god fysisk form

Tilbage i ridehallen bliver Heidi hejst af hesten igen. Jan er der med det samme. Timen er gået, og det er tid at pakke sammen og finde hjem.

Det bliver tydeligt, at det er et fysisk krævende arbejde at være socialpædagog på tur. At spænde to kørestole fast i en bil kan give nogle akavede arbejdsstillinger. Der er god plads i dag, men det kan godt blive trangt, hvis der skal tre kørestole med.

- Man skal være i god fysisk form, og så skal man hele tiden tænke på, hvordan man kan skabe balance i kroppen, forklarer Jan.

Han læner sig ind over Heidi, der sidder forrest. Han griber fat i armlænet til førersædet og svinger et ben bagud. På den måde har han ret overkrop og kan uden problemer spænde selen fast på den anden side af Heidi.

Der er allerede fyldt med sand i bilen, og det er ikke optimalt, når der skal sættes spænder fast i bunden.

- Men så er der en pædagogisk opgave til beboerne, når vi kommer hjem. Så kan de gøre bilen ren, for velholdte hjælpemidler er lige så vigtig som at vide, hvordan de skal bruges, siger Jan, inden han lukker dørene og sætter sig ind for at køre hjem.


Senest revideret den 23. april 2020