Af journalist Lone Bolther Rubin
Disse råd handler mest om processen, når man skal flytte ind i lokaler, der tidligere har været brugt til andre formål. Hvis I skal bygge nyt, er der masser af inspiration og gode råd i afsnittet: Byg med omtanke
Gode råd til flytteprocessen:
1. Tænk holistisk
Definer, hvilke funktioner og arbejdsgange der skal flytte ind.
Hvordan passer det til indretningen og de eksisterende installationer?
Gennemtænk alle aspekter af arbejdsmiljøet - brug jeres arbejdspladsvurdering (APV) til at sikre, at I kommer hele vejen rundt, også om indeklimaet. (Det er under alle omstændigheder lovpligtigt at gennemføre en APV efter indflytning).
2. Gå i dialog
Gå i dialog med alle interessenter fra medarbejdere til bygningens ejer. Læs evt. vores afsnit om brugerinvolvering i byggeprocesser.
Inddrag også det tekniske driftspersonale, der kan sikre, at forholdene er i orden, inden i flytter ind.
3. Få eventuelt hjælp af en professionel miljørådgiver, hvis
I skal flytte ind i lokaler, som er meget anderledes end dem, I har i forvejen.
lokalet skal bruges til noget helt andet eller af flere mennesker end tidligere.
I er i tvivl, om I kan styre processen selv.
Gode råd, især hvis der er flyttet på væggene:
4. Tjek ventilationen
Er der både ind- og udblæsning i alle lokaler, eller er systemet blevet delt op af en væg? Hvis det er delt op, virker ventilationen ikke efter hensigten.
Er der sat en væg tæt op ad indblæsningen, kan det give træk - retningen på indblæsningsluften kan evt. ændres. Sæt aldrig klude eller andet i indblæsningen for at undgå træk.
Er luftskiftet tilpasset lokalets nye anvendelse og personbelastning?
5. Tjek evt. automatisk solafskærmning
Hvem kan styre afskærmningen - og hvorfra? Bliver den styret fra ét lokale, men virker i flere, bør I få opdelt solafskærmningen, så den passer til lokalerne. Som minimum skal I aftale, hvordan systemet må overstyres.
6. Tjek støj og akustik
Er væggene kun ført op til et nedhængt loft, kan støj (og brand) bevæge sig mellem rummene.
Er kabelbakken isoleret mellem de nyindrettede rum? Ellers kan lyden (og evt. brand) også bevæge sig den vej mellem rummene.
Er der andre krav til akustik end det, som lokalet er bygget til, på grund af en anden anvendelse? I så fald er der måske brug for at opsætte støjabsorbenter.
7. Tag temperaturen
Er der varmeapparater med termostater i alle rum - eller har man sat en væg op, så rummet nu er uden varmeapparat? Det kan give store temperaturforskelle i lokalerne og skal selvfølgelig løses.
Er der kilder til kulde eller ophedning på grund af ny indretning - f.eks. kan et rum være delt op, så det ene kun har sydvendte vinduer og det andet kun nordvendte.
Det er muligt at få en idé om den interne varmebelastnings betydning for temperaturen i lokalet ved at beregne summen af varmekilder; personer + udstyr + lyskilder og sætte dem i forhold til lokalets areal. Varmebelastningen udtrykt i Watt pr. m2 kan omsættes til en mulig temperaturstigning i løbet af arbejdsdagen. Samme beregning kan foretages for den eksterne varmebelastning, altså solens påvirkning igennem vinduerne.
Andre mere generelle råd:
8. Tjek belysningsarmaturerne
Er belysningsarmaturerne placeret, så de ikke blænder eller giver reflekser i evt. skærme? Når man flytter ind i noget, der har haft en anden anvendelse, skal belysningsarmaturerne meget ofte flyttes svarende til den nye indretning.
9. Beregn pladsbehovet
Beregn pladsbehovet i forhold til de nye aktiviteter og antallet af personer i lokalet. Der skal være 12 m3 fri rumluft pr. person, hvis der ikke er mekanisk ventilation. 8 m3, hvis der er ventilation. Det har betydning for luftens kvalitet og medarbejdernes generelle velvære og koncentrationsevne.
10. Giv tid til afgasning
Skal I have nyt inventar, eller skal der males? Så vælg nogle produkter, der afgasser mindst muligt, og bestil det, så det kan nå at afgasse, inden I flytter ind. Afgasning kan give gener for slimhinderne. Læs også vores afsnit om afgasning og om valg af materialer.