Del: - -

Trivsel og social kapital - hvad påvirker sygefraværet?

Trivsel, sundhed og et sikkert arbejdsmiljø forebygger sygefravær. Det forebyggende arbejde handler derfor også om samarbejde, arbejdsglæde og social kapital.

Et sikkert arbejdsmiljø er fundamentet under den forebyggende indsats. Det omfatter traditionelle indsatser som kontorarbejdspladser med gode skærme og hæve/sænkeborde, hjælpemidler til forflytning, godt indeklima osv.

Men det er indlysende, at sygefravær kan skyldes mange andre forhold - både individuelle og i det fysiske og psykiske arbejdsmiljø. Derfor er der stigende fokus på trivsel, samarbejde og social kapital i forebyggelsen.

Trivsel og trivselsmålinger

Målinger af medarbejdernes tilfredshed og trivsel, herunder det psykiske arbejdsmiljø, kan være et godt redskab i arbejdet med at reducere sygefraværet. Trivselsmålingen kan fx være en del af det lovpligtige APV-arbejde.

Trivselsmålingerne kan være et godt afsæt for en målrettet indsats over for arbejdspladser eller afdelinger med et højt sygefravær.

  • Skive Kommune har fx uddannet ledere, tillids- og sikkerhedsrepræsentanter til at fungere som trivselsagenter. De arbejder for at sikre medarbejdernes fysiske og psykiske trivsel på arbejdspladsen og bliver undervist i at se faresignaler og tage fat om problemer, inden de udvikler sig.

Samarbejde og social kapital

Social kapital handler om den værdi, der ligger i gode samarbejdsrelationer om kerneopgaven. De tre kernebegreber er tillid, retfærdighed og samarbejdsevne. Læs mere og find redskaber og metoder i tema om social kapital.

Erfaringerne viser, at arbejdet med social kapital har mange positive effekter, også på sygefraværet. Indsatsen har den daglige kerneopgave som omdrejningspunkt og sigter mod at styrke relationer på tværs af faggrupper, afdelinger og ledelseslag.

  • Slagelse Kommune har udarbejdet et læringsspil, som udvikler den sociale kapital på den enkelte arbejdsplads ved at arbejde med tillid, retfærdighed og samarbejdsevne i otte 'levels' over en periode på 1-2 år. Processen foregår i hverdagen og helt tæt på den daglige praksis.

Individuelle og arbejdsmæssige faktorer

Sygefraværet påvirkes både af individuelle faktorer og faktorer som udspringer af arbejdet. Derfor kan indsatsen for et lavere sygefravær bevæge sig ind i en gråzone mellem det private liv og arbejdslivet. 

Nogle medarbejdere oplever, at deres privatliv bliver invaderet og sat under pres af krav fra arbejdspladsen. Omvendt har arbejdsgiveren en interesse i at ændre fx risikofyldt livsstil hos medarbejderne, som kan føre til sygefravær. 

Præcis hvor grænsen går bør afklares i en løbende dialog mellem ledelsen, medarbejderrepræsentanterne og de enkelte medarbejdere.

Illustration: Medarbejder- og Kompetencestyrelsen


Senest revideret den 21. august 2023