Formål: At få dialog om væsentlige problemstillinger inden indførelse af delearbejdspladser
Målgruppe: Ledelsen og MED eller arbejdsmiljøorganisationen & samarbejdsudvalget
Situation: Fx et møde i MED eller arbejdsmiljøorganisationen & samarbejdsudvalget.
Spørgsmål til dialogen
Hvad er hovedformålet med at indføre delearbejdspladser? Spare udgifter, få plads til fællesfaciliteter, nedbryde siloer eller andet?
Er øget hjemmearbejde en forudsætning for delearbejdspladserne?
Skal alle have delearbejdspladser eller er nogen fritaget? Er alle jobfunktioner velegnede til delearbejdspladser?
Hvordan skal medarbejderne inddrages?
Erfaringerne viser, at en del medarbejdere har svært ved at undvære deres faste plads. Hvordan vil I skabe tryghed i forandringen for dem?
Hvordan vil I imødegå de ergonomiske udfordringer, som delearbejdspladserne medfører, når høje og lave skal bruge samme borde og stole? Og hvad med de individuelle tastaturer, mus og evt. andre hjælpemidler?
Hvilke erfaringer fra corona-perioden kan I inddrage i overvejelserne?
Hvornår er det rigtige tidspunkt? Er der andre forandringer eller store projekter, som skal overstås først?
Hvem skal kommunikere om projektet? Topledelsen eller de lokale ledelser?
Hvordan kan I sikre, at den enkelte medarbejder er klar over formålet og hvilke krav ændringen stiller til dem?
Vil det give mening at starte med et pilotprojekt og lære af det, inden hele arbejdspladsen skal forandres?
Hvordan vil I møde frustration og usikkerhed? Skal der være mulighed for at komme af med den?
Skal alle dele alle arbejdspladser eller skal kontoret deles op i hjemmezoner for afdelinger eller teams?