Oplevelsen af retfærdighed handler ikke kun om, hvem der må arbejde hjemme, men også om hvem der får de spændende opgaver, og hvem der ender med det usynlige ekstraarbejde.
Tænk fleksibilitet bredere end hjemmearbejde
På mange offentlige arbejdspladser er der faggrupper, som på grund af deres opgaver slet ikke har mulighed for at arbejde hjemmefra. Så hvis det er den eneste form for fleksibilitet, arbejdspladsen tilbyder medarbejderne, kan det skabe grobund for misundelse.
Her er det jeres opgave at finde andre måder at tilbyde fleksible arbejdsvilkår på. Det kan være flextid, selvvalgte vagter eller rotation mellem forskellige arbejdsområder.
Ved at anerkende forskellige behov også for seniorer, enlige forsørgere, medarbejdere med handicaps eller småbørnsfamilier viser I, at retfærdighed handler om at tage individuelle hensyn frem for at behandle alle ens. Dermed kan I også forsvare at tage individuelle hensyn til dem, der jævnligt arbejder hjemmefra.
Gør det usynlige arbejde synligt
Når alle arbejder på distancen på forskellige tidspunkter, øger det behovet for at koordinere opgaver, arbejdstid og lave aftaler. Nogen skal lave dette ekstra arbejde. Det er vigtigt at anerkende det og gøre det synligt.
Usynligt arbejde kan for eksempel være
oplæring og teknisk hjælp til kolleger, der skal håndtere flere digitale udfordringer selv
logistik og koordinering af opgaver på tværs af lokationer
at dække ind for kolleger ved fravær.
Hvis dette arbejde ikke bliver anerkendt eller fordelt retfærdigt, kan det skabe frustration.
Der er en risiko for, at visse medarbejdergrupper påtager sig dette koordinerende arbejde og derved mister tid til de mere synlige og karrierefremmende opgaver. Få derfor de uformelle opgaver frem i lyset og tæl det med i den samlede arbejdsbelastning.
Læs også:
Modvirk ulighed i opmærksomheden
En stor udfordring for retfærdigheden er den såkaldte ”proximity bias”. Det betyder, at de medarbejdere, der fysisk sidder tæt på ledelsen, ofte har lettere ved at få de attraktive opgaver, adgang til vigtig information og forfremmelser. Det kan diskriminere de kolleger, der ofte arbejder hjemme eller på distancen.
Vær bevidst om, at digitale løsninger kan forstærke denne ulighed. Opgaver, der passer ind i it-systemerne, bliver ofte prioriteret højere end det arbejde, der falder udenfor, såsom den sociale sammenhængskraft eller faglig udvikling. Det kan svække den faglige trivsel for de medarbejdere, hvis kerneopgaver ikke let lader sig digitalisere.
Hvordan deles I om skrivebordene
Når flere arbejder hjemme, er der i princippet ikke brug for så mange borde, og pladsen kan bruges til nye og spændende funktioner, eller man kan spare husleje. Men delearbejdspladser kommer ikke uden omkostninger. Medarbejderne reagerer forskelligt, når de skal dele skriveborde med kollegerne. Nogle trives fint med det. Andre er frustrerede og har svært ved at vænne sig til ikke at have sit eget. Desuden kan man miste overblik over, hvem der er på arbejde, og hvem der ikke er. Det kan også betyde noget for samarbejdet, hvis man ikke kan få en plads tæt på dem, man har brug for at tjekke ind hos, og der kan være rift om de bedste pladser.
Det er en god idé at få en dialog og god kommunikation om brugen af delepladser. På nogle arbejdspladser er det muligt at booke bord via en app, og samtidig give overblik over, hvem der er tilstede hvornår.
Gode råd til det videre arbejde
For at sikre en følelse af retfærdighed bør I løbende drøfte jeres organisering i arbejdsmiljøorganisationen eller MED udvalget.
Brug disse spørgsmål som udgangspunkt for jeres dialog:
Identificér de usynlige opgaver: Har vi oplevet uønskede konsekvenser af ny teknologi, som giver ekstraarbejde for bestemte personer?
Sørg for gennemsigtighed: Hvordan fordeler vi de mest spændende opgaver, så de ikke altid lander hos dem, der er fysisk til stede på kontoret?
Tænk på tværs af faggrupper: Er der funktioner, hvor vi skal tænke fleksibilitet helt anderledes end blot som hjemmearbejde?
Anerkend koordinering: Sørg for at give plads og anerkendelse til det arbejde, der fungerer som limen i jeres team, uanset om det foregår fysisk eller digitalt.
Værktøj til mere retfærdighed i det hybride arbejde
Brug BFA Velfærd og Offentlig administrations værktøj: Giv jeres hybride arbejdsplads et servicetjek. Her finder I blandt andet en dialogramme om retfærdighed, der tager udgangspunkt i den enkeltes ønsker og har som mål at nå frem til en forsøgsordning.
Seks temaark om den gode modtagelse, samarbejde, pauser, stress, vold og lederrollen på hybride arbejdspladser – her kan du se, hvordan BFA’s øvrige værktøjer kan bruges i relation til hybride arbejdspladser.
Dialogkort til at styrke arbejdsmiljøet på den hybride arbejdsplads er udviklet af alle BFA'erne i fællesskab. Brug dem, hvis I vil drøfte, hvordan det hybride arbejde fungerer hos jer.