Særlige krav til indeklimaet i skoler og daginstitutioner

Del indhold:

Bygningsreglementets krav til akustik og luftkvalitet i skoler og daginstitutioner er flere gange blevet strammet op. De nye regler gælder kun ved nybyggeri og renovering. Læs her, hvordan I kan arbejde med indeklima i byggeprocesser.

Erfaring og forskning viser, at et godt indeklima har stor betydning for, hvor glade I bliver for den færdige bygning.

Bygningsreglementet har fastsat skærpede grænseværdier for luftkvalitet og akustik i skoler og daginstitutioner. I kan se, hvilke paragraffer I skal lede efter i vores oversigt: Love og regler om byggeri og arbejdsmiljø.

Hvornår gælder de skærpede regler?

Kun i forbindelse med væsentlige ombygninger og renoveringer skal rummene leve op til de nyeste krav i Bygningsreglementet. Det samme gælder, hvis rum ændrer anvendelse – for eksempel hvis et klasselokale skal bruges som skolefritidsordning.

Eksempel: Frederiksbjerg Skole og Frederiksberg Børnehus i Aarhus (som blev Årets Skolebyggeri i 2016) er planlagt og bygget med afgørende vægt på god akustik, og resultatet er forbløffende godt. Lofter, gulve, vægge, døre og inventar er alle tænkt ind som en del af den akustiske løsning.

Særlige regler om akustik i skoler og daginstitutioner

  • Klasseværelser til normalundervisning i skoler og undervisningsbygninger må have en efterklangstid på maksimalt 0,6 sekund.

  • Fællesrum og gangarealer der bruges til gruppearbejde, samt rum til specialundervisning må højest have en efterklangstid på 0,4 sekund. 

  • Opholdsrum i daginstitutioner og skolernes fritidsordninger må højest have en efterklangstid på 0,4 sekund. 

  • For andre typer af rum som fx musiklokaler, gymnastiksale og gangarealer gælder andre grænseværdier. Læs mere i Bygningsreglementet.

Særlige regler om luftkvalitet

  • Undervisningsrum i skoler og lignende skal ventileres med et ventilationsanlæg.

  • Indblæsningen og udsugningen i normalklasserum skal være mindst 5 l/s per person samt 0,35 l/s per m² etageareal.

  • CO2-indholdet i indeluften må ikke i længere perioder overstige 1.000 ppm.

  • Tallene er under forudsætning af, at byggematerialerne opfylder kravene i Dansk Indeklima Mærkning.

Fem gode råd om indeklima i nye skoler og daginstitutioner

  1. Tænk indeklimaet ind fra starten af byggeriet. Det gælder uanset, om I skal renovere, bygge til eller bygge en helt ny skole. Læs om tidlig planlægning og inddragelse af brugerne.

  2. Stil præcise krav til arkitekt og ingeniør om støjdæmpning, ventilation, plads, adgangsforhold, lys og så videre med afsæt i Bygningsreglementets bestemmelser. Stil krav til materialer, som har lav afgasning af kemiske stoffer, er lette an gøre rene og har gode akustiske egenskaber. Stil krav om en solid konstruktion, der er sikret mod vand og klimaforandringer.

  3. Forlang dokumentation. Bed ingeniøren og arkitekten om at beregne for eksempel efterklangstider, tidsforbrug ved rengøring og luftkvalitet allerede i projekteringsfasen.

  4. Spar ikke på arbejdsmiljøet. Hvis budgettet skrider, må I finde kompromisser, der ikke går ud over sundhed, trivsel og arbejdsglæde.

  5. Lyt til de kommende brugere: Tag elever og studerende samt skolens eller institutionens personale inklusive servicepersonalet, rengøringen og administrationen med på råd. De kender hverdagen i praksis!

Læs mere om indeklima

Selvom I gør jeres bedste for at få en bygning, der har et godt indeklima, kan der stadig være brug for, at I planlægger støjende aktiviteter for at reducere støjniveauet, ligesom et godt indeklima ofte har brug for vedligeholdelse. Her kan I finde inspiration til arbejdet med

Godt indeklima kan betale sig. Læs mere om det her:

Vi har samlet viden og erfaringer fra kommuner og skoler, der har arbejdet strategisk med indeklima, pædagogik og energi i forbindelse med renoveringer. Læs artiklerne i temaet: Skolerenovering og byggeri.


Senest revideret den 29. januar 2026