En god praksis omkring forflytninger afhænger af mange forskellige faktorer. Værktøjet ’Forflytningsblomsten’ består af otte blade, som hver repræsenterer en faktor. Disse hjælper jer med at komme hele vejen rundt om den konkrete udfordring. I kan tage udgangspunkt i en konkret forflytningspraksis, eller I kan diskutere generel vedligeholdelse og forbedring af arbejdsmiljøet hos jer.
Ved brug af forflytningsblomsten danner I et fælles billede af, hvad I kan gøre for at forbedre jeres forflytningspraksis. Værktøjet kan hjælpe jer med at sætte forflytningspraksis på dagsordenen, eller kan bruges når I ønsker at øge kvaliteten af behandling og pleje, øge sikkerheden for patienter og borgere, fremme fagligheden og sikre det gode arbejdsmiljø.
Det er vigtigt, at en tovholder, har sat sig ind i værktøjet, inden I går i gang. Tovholderen kan for eksempel være en forflytningsvejleder, en leder, en arbejdsmiljørepræsentant eller en tillidsrepræsentant. Uanset hvem der tager rollen som tovholder, er det afgørende, at der også deltager repræsentanter fra arbejdsmiljøgruppen eller andre nøglepersoner, som kan føre processen videre.
Tovholderen kan enten selv stå for processen eller bruge vores faciliteringsfilm, der guider jer trin for trin gennem værktøjet. Filmene finder du nederst på denne side. Uanset hvilken metode I vælger, er der noget forberedelse for tovholderen.
Inden I kan gå i gang med værktøjet, skal du som tovholder sørge for, at:
- der er repræsentanter fra arbejdsmiljøgruppen eller andre nøglepersoner til stede, som kan føre processen videre, når I er færdige.
- I sidder sammen i grupper af fire-fem personer.
- det er besluttet, om I skal tage udgangspunkt i en konkret forflytningspraksis eller arbejdsmiljøet mere generelt.
- der er udvalgt, hvilke blade i forflytningsblomsten I skal nå omkring ift. den aktuelle problemstilling.
- hver gruppe har følgende materialer klar:
- Arbejdsarketet med forflytningsblomsten (printet ud – I finder det på side to i værktøjer) og skrivegrej.
- Et A3-papir med tre ringe tegnet på som en skydeskive
- Post-its og skrivegej.
Når I er færdige med at arbejde med værktøjet, skal tovholderen og arbejdsmiljøgruppen sørge for at afsætte tid til at følge op på diskussionen og beslutte, hvem der gør hvad, hvordan og hvornår. I værktøjet finde I inspiration til, hvordan I kan komme videre med arbejdet.
Bliv guidet gennem værktøjet
Til værktøjet er der en film, der fungerer som jeres guide. Filmen sørger for, at I hele tiden ved, hvad der skal ske, og hvornår og den styrer tiden og giver jer præcise instruktioner, så I kan fokusere på at deltage. Tryk play, læn jer tilbage, og lad filmene tage jer sikkert gennem værktøjet.
Filmen er lavet til at guide jer igennem ét af forflytningsblomstens otte blade. I filmen får I også forklaret, hvordan I kan arbejde videre, hvis I ønsker at gennemgå flere blade. For hvert ekstra blad, I vælger at inddrage, skal I regne med at tillægge cirka syv minutter til den samlede varighed.
Husk, at hvis I er mere end 20 personer, kan I have brug for lidt ekstra tid til diskussionerne. I kan altid sætte filmen på pause, hvis det er tilfældet.
Vil du vide mere?
Værktøjet og filmene er lavet på baggrund af "Forflytningsguiden".