Gode råd til at håndtere dilemmaer

Del indhold:

Gode råd til håndtering af dilemmaer med indeklima i borgernes private hjem

Når en borgers hjem bliver en arbejdsplads, skal det pludselig bruges helt anderledes. De fleste borgere kan godt forstå det, men nogle få føler sig intimideret, hvis kommunen forventer en ændret adfærd eller stiller krav til en ommøblering.

For borgerne kan det være en omvæltning at få ændret hjemmet til en arbejdsplads, mens I vil have oplevet lignende problemstillinger mange gange.

Derfor skal jeres erfaring med at finde gode faglige og forsvarlige løsninger være med til at gøre borgeren tryg.

Læs også:

Case: I Slagelse er også indeklimaet på tjeklisten

Case: Den gode dialog ved komplekse problemstillinger

Man opnår rigtig meget, hvis der er en god dialog mellem borger, team og ledelse. Det handler om at have afstemt forventningerne allerede fra begyndelsen.

Først og fremmest skal I kende kommunens holdning til, hvilke krav der kan stilles i hjemmet, og hvilke løsninger det er muligt at indgå.

Gåde råd til organisering og intern dialog

  • Bliv enige i teamet om, hvad I forventer af borgeren og følg de retningslinjer, I bliver enige om. Det nytter ikke, hvis kun halvdelen af medarbejderne håndhæver de aftaler, der er lavet. I har sikkert forskellige tærskler, men det er en fælles arbejdsplads. Ledelsen skal selvfølgelig også bakke op.
  • Lær af hinanden. Hvis en medarbejder har fundet en god metode til at ”få lov” til at lufte ud – så giv den videre til de andre.
  • Hold teammøder. Tag en faglig evaluering med hinanden. Virker retningslinjerne efter hensigten, eller skal de justeres?
  • Inddrag arbejdsmiljøorganisationen (AMO), hvis en af jer oplever gener i hjemmet, eller hvis I er i tvivl, om jeres løsninger er gode nok.

Gode råd til dialogen med borger og pårørende:

  • Sæt jer i beboerens sted og lyt til vedkommende.
  • Vær tydelig om forholdene. Bed ikke borgeren om en venlighed, men forklar reglerne og at I har mange muligheder for at finde en løsning som alle er tilfredse med.
  • Hav tydelige forventninger til borgeren – for eksempel om at lufte ud og undlade at ryge, når medarbejderne kommer. Lav f.eks. en brochure, I kan dele ud i forbindelse med visitation og APV.
  • Lad gerne en arbejdsmiljøkonsulent, en leder eller en visitator tage dialogen, så den enkelte medarbejder ikke får skadet sit forhold til borgeren.
  • Tænk alternativt. Frist f.eks. borgeren med et tæppe på terrassen, mens du arbejder og lufter ud. Så kan vedkommende opleve glæden ved at ryge udenfor.
  • Kom borgerne i møde. Sæt jer ind i deres livshistorie og skab en positiv relation omkring den – det kan forebygge konflikter.

Begrænsede sanktionsmuligheder

De største dilemmaer opstår, når borgeren eller de pårørende ikke vil eller kan samarbejde.

Lovgivningen giver kun mulighed for at nægte en borger hjælp, hvis vedkommende ikke slukker for smøgen, når medarbejderen er i hjemmet.

Andre indeklimaproblemer er ikke så ligetil som rygning, for det handler både om, hvor dårligt indeklimaet er, og hvor længe man skal arbejde i hjemmet.

Kommunen skal sikre det gode arbejdsmiljø i hjemmet og har metodefrihed til, hvordan det skal løses. Derfor kan kommunen sætte nogle rammer op for, hvordan indeklimaet i hjemmet skal være, mens medarbejderne er i hjemmet. F.eks. kan kommunen stille som krav, at personalet må slukke for varmen og lufte ud, mens der gøres rent.

Hvis borgeren ikke efterkommer kommunens krav, må visitationen og leverandøren enes om en nye metode at levere borgerens ydelser.

Mere inspiration:


Senest revideret den 26. april 2021