KOMPAS til et godt arbejdsmiljø  

Del indhold:

Hvordan skaber vi fælles retning i arbejdsmiljøarbejdet – og hvordan holder vi kursen, når hverdagen rammer? I maj 2026 åbner dørene til den nye konference KOMPAS til et godt arbejdsmiljø, hvor du og dine kolleger kan sætte sejl mod et stærkere arbejdsmiljø.

Se praktik & tilmelding

Nyborg Strand venter to dage spækket med spændende oplæg og workshops, hvor du får mulighed for at dykke ned i netop de emner, der fylder i hverdagen på din arbejdsplads – fra sikkerhed, sundhed og trivsel til systematik og samarbejde.

Konferencen tager afsæt i seks retninger, der tilsammen udgør KOMPAS til et godt arbejdsmiljø:

  • Kurs i arbejdsmiljøarbejdet
  • Overblik og overlap i arbejdsmiljøet
  • Meningsfuldt arbejdsliv
  • Praksisnært - fra viden til handling
  • Attraktive arbejdspladser og arbejdsfællesskaber
  • Sikkerhed, sundhed, systematik og samarbejde

Få ny viden, masser af inspiration og konkrete værktøjer og løsninger, til at tackle hverdagens arbejdsmiljøudfordringer. Kom sammen med dine kolleger og skab fælles retning – eller deltag alene og netværk med ligesindede.

Målgruppe

Konferencen er relevant for jer, der arbejder med arbejdsmiljø f.eks. ledere, arbejdsmiljørepræsentanter og tillidsrepræsentanter samt konsulenter indenfor arbejdsmiljø, HR og uddannelse.

BFA Velfærd og Offentlig Administrations tilbud er til arbejdspladser inden for følgende brancher: Undervisning, hospitaler, dag- og døgntilbud, hjemmepleje, offentlig administration, uddannelse og forskning samt privat praktiserende. Arbejdspladserne kan være organiseret i kommuner, regioner, statslige og selvejende organisationer og private arbejdspladser – kun inden for BFA Velfærd og Offentlig Administrations brancher. 

Inspiration til et stærkere arbejdsmiljø

Som en lille forsmag kan vi allerede nu løfte sløret for de fire plenumoplæg, som du kan se frem til på KOMPAS:

Når det enkle ikke er så enkelt – greb til bedre forebyggelse
Arbejdsmiljøproblemer er sjældent enkle. Når hjælpemidlet fx ikke bliver brugt, så skyldes det sjældent manglende oplæring. Årsagerne kan være mange: samarbejdet, tiden, pladsen… Og tingene hænger sammen. Det siger både forskningen og vores erfaringer. I dette oplæg sætter vi fokus på, hvad forskningen lærer os om, hvordan vi kan arbejde med det fysiske og psykiske arbejdsmiljø på én gang og skabe løsninger, der virker i hverdagen. Fokus er på viden og på praktiske greb, der kan gøre en forskel for både medarbejdere og arbejdsplads. 

Ole Henning Sørensen er cand.polyt., ph.d., chefkonsulent ved Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø 

Bliv klar til et stærkt sundhedsmiljø på jeres arbejdsplads
Hvordan kan I på jeres arbejdsplads arbejde med, at opgaverne i sig selv bidrager til at styrke den fysiske, sociale og mentale sundhed? Sundhedsmiljø er en tilgang til, hvordan arbejdet kan blive sundere ved at justere på de eksisterende strukturer på arbejdspladsen: ved måden arbejdet planlægges, ledes og udføres på. Det handler om at designe et arbejdsmiljø, hvor krævende opgaver og variation doseres lige tilpas og bidrager til ambitionen om, at vi kan blive sundere af at gå på arbejde.

Ninna Maria Wilstrup er cand.scient.soc., specialkonsulent ved Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø  

Involvering af arbejdsfællesskabet – til hverdag og i forandringer
”Når jeg bliver hørt, føler jeg, at jeg hører til”, sagde en medarbejder i Malene Friis Andersens seneste forskningsprojekt om indflydelse. I dette oplæg sætter vi fokus på, hvordan arbejdsmiljøorganisationen kan bruge deres roller og anvende den seneste viden om indflydelse i arbejde til at mobilisere og engagere arbejdsfællesskabet. Formålet er at understøtte opgaveløsningen og give en følelse af forbundethed – både til hverdag, og når større eller mindre organisatoriske forandringer rammer

Malene Friis Andersen er ph.d., autoriseret psykolog og forfatter 

Menneskeetik - hvad skal der til, for at vi kan blive gode til at være mennesker på vores arbejde?Hvordan handler vi ansvarligt, omsorgsfuldt og retfærdigt som mennesker – og også i det professionelle møde med andre mennesker? Det er nogle af de centrale spørgsmål, når Svend Brinkmann fortæller om en moderne og praksisrettet etik. Det gælder om at genopdage det menneskelige og alt det, der binder os sammen. For ved at kultivere vores dannelse, dyder og dømmekraft kan vi stå på mere sikker grund i arbejdet og mødet med mennesker. 

Svend Brinkmann er professor og ph.d., Aalborg Universitet, samt forfatter til en nyere bog, hvor han formulerer sit bud på en praksisrettet etik 

På konferencen kan du desuden vælge blandt 20 forskellige workshops om blandt andet indeklima, kollegial sparring, stress, systematisk arbejdsmiljøarbejde, sundhedsmiljø, ledertrivsel, kompetencer, smerter, natarbejde, konflikter, og høje følelsesmæssige krav og godt samarbejde om arbejdsmiljøarbejdet.  

Glæd dig til to dage fyldt med inspiration, viden og praksisnære løsninger på arbejdsmiljøets små og større udfordringer. 

Bag konferencen står BFA – BrancheFællesskabet for Arbejdsmiljø Velfærd og Offentlig administration – et samarbejde mellem arbejdsgivere og arbejdstagere.  

Praktik

Tilmelding

Tilmeldingen åbner
8. oktober 2025

📅
Dato 19.-20. maj 2026
📍
Sted Hotel Nyborg Strand
💰
Pris 4995 kr.

Senest revideret den 29. september 2025