At arbejde inden for velfærd og offentlig administration er forbundet med høj mening og glæde, når man lykkes godt med sit arbejde og de relationer, man indgår i. Det sker heldigvis langt hen ad vejen, men ikke altid og ikke i alle situationer. Med denne temadag får du mulighed for at fordybe dig i det svære, der kan opstå i arbejdet.
Temadagen er for alle BFA’s brancher. Både de arbejdspladser, hvor uenigheder og konflikter ikke sker så tit, og de arbejdspladser, hvor borgerne, patienterne og eleverne – eller deres forældre og pårørende oftere er i pressede situationer eller møder krav, der er vanskelige for dem – og derfor reagerer uhensigtsmæssig og med risiko for medarbejdere og ledere.
På temadagen vil du møde nogle af de stærkeste faglige kapaciteter, få mulighed for dialog med ligesindede fagfæller samt få redskaber fra BFA med hjem.
Program for alle
Hvad betyder det for sikkerhed og sundhed, når bølgerne går for højt?
Jesper Pihl-Thingvad er ledende psykolog og forskningsleder på Arbejds- og Miljømedicinsk Klinik på Odense Universitets Hospital.
Jesper Pihl-Thingvad deler sin viden om BFA’s brancher og fortæller om sin forskning. Blandt andet hvordan høje følelsesmæssige krav, vold og trusler kan påvirke de ansatte, og hvordan det øvrige arbejdsmiljø kan påvirke de særlige belastninger, man kan opleve i arbejdet med mennesker. I får bud på, hvad I som arbejdsplads kan gøre for at forebygge udvikling af mentale helbredsproblemer, når bølgerne går for højt.
Hvordan er konflikter, vold og chikane uden for arbejdstid omfattet af arbejdsmiljølovgivningen?
Inger Wesenberg Sandgrav er kontorchef i Arbejdstilsynet.
Digital chikane og hændelser, der sker uden for den faste arbejdsplads eller arbejdstid er også situationer, I som arbejdsplads skal være opmærksom på. Inger Wesenberg Sandgrav fortæller om arbejdsmiljølovgivningens regler på det område, og om hvordan I kan finde og få hjælp hos Arbejdstilsynet, når det gælder konflikter, vold og chikane.
Er I godt klædt på, når bølgerne går højt?
Marianne Adelhardt Jensen er erhvervspsykolog og arbejdsmiljørådgiver hos Human House.
Når bølgerne går højt, er det vigtigt, at den enkelte ansatte, såvel som hele arbejdspladsen, er klædt på til at håndtere konflikten og forebygge, at den løber af sporet – og evner at balancere regler og faglighed med samarbejde og åbenhed i mødet med dem, vi arbejder med. Ellers kan det ende i mistrivsel – både for borger og ansatte. I workshoppen får du en række gode greb til at forebygge både organisatorisk, hvad der er brug for at gøre internt på arbejdspladsen – og i selve kontakten med dem, vi arbejder med.
Etiske dilemmaer, når bølgerne går højt – identificering og håndtering
Jacob Birkler er filosof, tidl. formand og medlem af Etisk råd og forfatter til et hav af bøger om etik, omsorg og behandling.
På velfærdsområdet opstår der etiske dilemmaer, når ’mennesker arbejder med mennesker’. Det kan være i forbindelse med omsorgs- og behandlingsopgaver, hvor myndighedspersoner oplever et krydspres. Situationer, hvor der skal træffes nogle vanskelige valg, hvor man som fagperson bliver sat på en hård prøve. Grundværdier såsom respekt, ansvar og professionalisme udfordres, hvor det, jeg skal eller kan gøre, ikke hænger sammen med det, jeg bør gøre. Fokus rettes mod identificering og håndtering af det etiske dilemma i hverdagens arbejde.
Seks workshop - du skal vælge imellem, når du tilmelder dig
- Når bølgerne går højt i samarbejdet med markante pårørende og forældre
Mille Trøst Simonsen er arbejdsmiljøkonsulent i Branchefællesskabet for Arbejdsmiljø, Velfærd og Offentlig administration (BFA).
I workshoppen deltager også en arbejdsplads fra Vejle Kommune. Et godt samarbejde mellem jer som professionelle, forældrene eller de pårørende er en nøglefaktor i at styrke trivslen – både hos familierne, borgerne og medarbejderne. Men samarbejdet kan komme på prøve, når de pårørende eller forældrene stiller sig kritisk over for jeres arbejde. På workshoppen bliver I klogere på, hvordan I kan møde de pårørende og forældrene med hjælp fra værktøjer udviklet af BFA og eksempler fra praksis. Herved bliver I inspireret og klædt på til at forebygge og håndtere udfordringerne på en god måde. - Når flere myndigheder kommer på besøg
Tilsynschef Eva Blach og tilsynsførende Line Iversen fra Arbejdstilsynet.
Kom og hør, hvordan Arbejdstilsynet samarbejder med andre myndigheder, og hvordan besøg af flere myndigheder kan spille godt sammen. Et godt arbejdsmiljø handler både om sikkerhed og sundhed for de ansatte, men også om trivsel og sundhed for dem, vi arbejder med. Der er tale om ”BÅDE OG”. I workshoppen får du indblik i, hvordan det ser ud i praksis, når det lykkes med at integrere perspektiverne. Og du får lov at prøve kræfter med konkrete eksempler på samarbejder mellem forskellige tilsyn samt erfaringer fra samtilsyn myndigheder imellem - Sparring der sparker – styrk fællesskab, faglighed og trivsel!
Charlotte Dalsgaard er erhvervssociolog og direktør i konsulentfirmaet Harbohus og forfatter til bogen ”Kollegial sparring – vejen til trivsel og faglig udvikling”. Tina Birgitte Johansen er arbejdsmiljøkonsulent i Branchefællesskabet for Arbejdsmiljø, Velfærd og Offentlig administration (BFA).
Er I klar til at give jeres samarbejde et kærligt, kompetent spark fremad? Kollegial sparring er ikke bare endnu en snak – det er en metode, der gør jer skarpere, stærkere og mere støttende i hverdagen. På workshoppen får I hands-on erfaring med, hvordan I skaber trygge, udviklende samtaler, der løfter både trivsel og faglighed. Vi zoomer ind på, hvad der virker, hvad der kan gå galt – og hvordan I lykkes med sparring, der rent faktisk gør en forskel. Glæd jer til konkrete værktøjer, ærlig dialog og et friskt blik på jeres samarbejde. - Få fagligheden op og konflikten ned
Sussi Mack er chefkonsulent, og Kia Gram Alsing er konsulent i SUS Socialt Udviklingscenter med 30 års erfaring i at arbejde med brugerperspektiver i Vold som Udtryksform.
Et fælles blik på det voldsomme og på forebyggelsen i velfærdsarbejdet. Workshoppen tager udgangspunkt i det dobbelte blik: At arbejdsmiljø og borgerens trivsel er tæt forbundne – og begge påvirkes af det systempres, som præger hverdagen. Vi inviterer til refleksion over det voldsomme som en fælles udfordring, der kalder på fælles handling – med fokus på læring frem for skyld. - Hvordan styrker man systematisk voldsforebyggelse på arbejde?
Sofie Østergaard Jaspers og Birgit Aust er forskere fra det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA).
Hvordan kan ledere og medarbejdere sammen finde løsninger, der mindsker risikoen for vold og trusler på arbejdspladsen? På denne workshop introducerer vi Integreret Voldsforebyggelse – en forskningsbaseret metode, der fokuserer på medarbejderinvolvering, ledelsesengagement og tager udgangspunkt i arbejdspladsens aktuelle situation. Metoden er blandt andet afprøvet i psykiatrien, men kan anvendes på alle områder, hvor udadreagerende adfærd fra patienter eller borgere forekommer. På workshoppen bliver I klædt på til en mere systematisk tilgang til voldsforebyggelse, baseret på forskningsviden og illustreret med konkrete eksempler fra praksis. I inviteres til at bidrage med jeres egne refleksioner og erfaringer. - Ida er (ikke) pisseprovokerende
Rikke Smedegaard Hansen er pædagog, forfatter og foredragsholder.
Når en stor del af grundlaget for det daglige arbejde består i at have nære relationer til andre mennesker, så er det uundgåeligt af og til at blive følelsesmæssigt berørt – på godt og ondt. Men heldigvis er følelsesmæssig involvering, nærhed og professionalisme ikke hinandens modsætninger. De er hinandens forudsætninger. Med udgangspunkt i min bog “Ida er pisseprovokerende” – en bog om følelser i pædagogisk arbejde, vil jeg komme med eksempler på egne møder med børn og unge og fortælle om, hvorfor det er så vigtigt, at vi forholder os til vores følelser, i stedet for at distancere os fra dem. Bevidstheden om egne følelser og værdier kan nemlig være med til at styrke det relationelle arbejde med børn, unge, borgere og pårørende – ikke mindst, når vi udfordres følelsesmæssigt.
Målgruppe
Temadagen er for ledere, arbejdsmiljørepræsentanter, TR’er og konsulenter, der arbejder med arbejdsmiljø/HR i kommuner, regioner og staten. Du arbejder inden for vores brancher, fx hjemmepleje, dag- og døgntilbud, hospitaler, skoler, undervisning, forskning, offentligt kontor/administration eller privat praksis.
Praktisk info
Kom gerne flere sammen fra jeres arbejdsplads, eller kom solo. Vi sørger for muligheder for at netværke med andre. Tilmeldingsfristen er den 25. august.
Der er et begrænset antal pladser, så meld jer til i god tid.
Tilmelding
Har du brug for at vide mere?
Har du spørgsmål til programmet, så kontakt:
Lise Keller
lke@bfa.dk | 20906812
Har du spørgsmål til tilmeldingen, så kontakt:
Terese Thomsen
tth@bfa.dk | 27847803
Gæstetræf
På temadagen bliver der lejlighed til at møde og tale med flere af BFA’s samarbejdspartnere.
Du møder bl.a. Det Nationale Center for Arbejdsmiljø, (NFA), Arbejdstilsynet, Vold som Udtryksform, SPARK (Samarbejde om Psykisk Arbejdsmiljø i Kommunerne), Sammen om, PUF (Parternes UddannelsesFællesskab) med flere.